BS 8539-prøvebelastning: laster, stikprøvestørrelser og godkendelseskriterier

En prøvebelastning er en test på stedet, hvor et monteret anker belastes til en fastsat prøvelast for at kontrollere, at det er monteret korrekt. BS 8539:2012+A1:2021 foreskriver prøvebelastning i afsnit 9.3 og beskriver metoden i bilag B.3.

En prøvebelastning kontrollerer kun monteringens kvalitet. Den viser ikke, at ankeret egner sig til undergrunden: det fremgår af ankerets europæiske tekniske vurdering (ETA) eller af prøvninger til fastlæggelse af en tilladt bæreevne. Se hvornår du skal teste på stedet.

Prøvebelastningen er den karakteristiske last ganget med en prøvefaktor: Np = NEk × ν_P,test (ligning B.11 i BS 8539).

• N_Ek, den karakteristiske last, er den last, som projekteringen påfører ét anker, uden sikkerhedsfaktorer. Den kaldes også den ufaktoriserede last. Den oplyses af den projekterende.
• ν_P,test, prøvefaktoren, vælges af den ingeniør, der er ansvarlig for at specificere befæstigelsen. BS 8539 anbefaler værdien 1,5, hvor mindst 2,5 % (men under 5 %) af ankrene testes, og 1,25, hvor mindst 5 % testes. Testes flere ankre, kan der bruges en lavere last.

Prøvebelastningen bør ikke overstige 1,5 gange producentens anbefalede bæreevne, Nrec, for det pågældende anker og den pågældende størrelse i det pågældende basismateriale, hvor Nrec er kendt. N_rec skal tage højde for eventuelle reduktioner på grund af tæt afstand mellem ankre eller kantafstand.

På siden med vores testlastberegner gennemgås denne metode sammen med beregneren til forundersøgelser.

Prøvetest mindst 2,5 % af ankrene på opgaven og aldrig færre end 3 i hvert afgrænset område. Udvælg dem tilfældigt.

Opdel opgaven i afgrænsede områder, hver gang noget ændrer sig, som kan påvirke monteringen af ankrene: et andet monteringshold eller et andet anker, et skift i væg- eller dækmateriale eller en facade, der er forvitret anderledes end resten. Hvert område skal have sit eget minimum på 3.

En kontrolprøvning udføres ved at belaste ankeret langsomt og jævnt op til kontrollasten, så den nås på 30 sekunder, mens man holder øje med ankeret og underlaget.

1. Kontrollér, at ankeret er det specificerede, og bekræft kontrollasten med den, der har bestilt prøvningen.
2. Placér broen over ankeret. Ved kontrolprøvninger i beton må den nærmeste understøtning være helt ned til 0,5 × hef fra ankerets centerlinje, hvilket passer til de fleste kontrolprøvninger. hef er den effektive forankringsdybde. I murværk placeres fødderne om muligt på de tilstødende sten; ved store sten må den nærmeste understøtning komme ind til 0,5 × h_ef. Se valg af bro.
3. Forbind prøveapparatet med ankeret, så lasten påføres langs ankerets akse. Se tilslutning af prøveapparatet.
4. Påfør lasten gradvist. Notér lasten, hvis ankeret begynder at bevæge sig.
5. Ved kontrollasten registreres lasten, og der kontrolleres for bevægelse, revner eller skader.
6. Aflast, afmontér prøveapparatet og registrér resultatet.

Detaljeret måling af bevægelse er normalt ikke nødvendig ved en kontrolprøvning, da enhver bevægelse betyder, at ankeret ikke er godkendt. En visuel kontrol eller et søgerblad ved samlingen mellem anker og underlag er som regel tilstrækkeligt.

Et anker består en kontrolprøvning, når det holder kontrollasten uden bevægelse og uden skader eller deformation af ankeret eller underlaget. Ethvert anker, der bevæger sig eller bliver beskadiget, registreres som ikke godkendt.

Mærk eller fjern ethvert anker, der ikke består, så det ikke tages i brug.

Når et anker ikke består en kontrolprøvning, skal årsagen findes, og flere ankre skal prøves. Et korrekt valgt og korrekt monteret anker bør ikke svigte ved sin kontrollast, så betragt ethvert svigt som tegn på, at der kan være fejl i valget eller monteringen.

• 1 svigt i et område: undersøg årsagen, og øg antallet af prøvede ankre i området til 5 % af ankrene, dog mindst 6.
• Mere end 1 svigt i et område: prøv alle ankre, find årsagerne, og revurdér specifikationen. BS 8539 angiver 100 % uden at begrænse det til området, så spørg den projekterende, om det gælder området eller hele opgaven.

Informér den projekterende og montøren om resultaterne, så fejlen kan udbedres. Før et ikke godkendt anker udskiftes, bekræfter den projekterende, hvad der skal monteres, da specifikationen kan ændres; derefter monterer en kompetent montør det. Normalt bores nye huller i positioner, som den projekterende fastlægger. Genbrug af det gamle hul kræver forudgående accept fra producenten eller en specialist.

Prøveren rapporterer, hvad der skete. Rapporten registrerer fakta og godkender ikke befæstigelsen. Se hvad en prøvningsrapport fra byggepladsen skal indeholde.