Hvornår ankre skal testes på stedet, og hvornår det ikke er nødvendigt

Ankre testes på stedet for at fastlægge en tilladt bæreevne eller for at kontrollere monteringskvaliteten, og BS 8539:2012+A1:2021 behandler de to hver for sig.

1. For at fastlægge en tilladt bæreevne. Producenten har ingen lastdata for underlaget på byggepladsen, så test afgør, hvilken last ankeret må bære dér. BS 8539 foreskriver dette i afsnit 9.2 med metoderne i bilag B.2. Læs om indledende test og testlasten, eller beregn den med vores testlastberegner.
2. For at kontrollere monteringskvaliteten. Ankre, der allerede er monteret på byggepladsen, belastes til en prøvelast for at vise, at de er korrekt monteret. BS 8539 foreskriver dette i afsnit 9.3 med metoden i bilag B.3. Læs prøvebelastning forklaret.

En prøvebelastning viser ikke, at et anker egner sig til et underlag. Den viser kun, at de testede ankre er monteret korrekt. Valget af anker er den projekterendes opgave, og den projekterende eller den ansvarlige ingeniør beslutter, hvilke test der er nødvendige.

Der kræves ingen test for at fastlægge en tilladt bæreevne, når ankeret har en ETA, og underlaget opfylder ETA'ens betingelser. Så gælder lastdataene i ETA'en.

For murværk betyder "opfylder betingelserne" to ting. Stenene på stedet skal være mindst lige så stærke som angivet i ETA'en og ikke mindre end de anførte størrelser. Er stenene svagere eller mindre, kræves test efter BS 8539 bilag B.2.2.

Beton kræver sjældent disse test, fordi BS 8539 anbefaler ankre med ETA dér. Undtagelserne er opgaver, hvor der ikke findes et egnet anker med ETA, og beton, hvis tilstand sår tvivl om ETA'ens værdier.

Efter BS 8539 kræves ingen prøvebelastning, når et anker med ETA er dimensioneret og valgt til opgaven og monteret som foreskrevet i ETA'en af en kompetent montør under tilsyn.

Andre vejledninger kan stille større krav. For stilladsforankringer kræver NASC TG4:25 prøvebelastning på hvert stilladsprojekt, også hvor ankrene allerede sad der. Se prøvebelastning af stilladsforankringer. Følg opgavens specifikation: kræver den prøvebelastning, skal den udføres.

Tre slags befæstelser testes normalt ikke på stedet, og nogle af dem kan i praksis slet ikke prøvebelastes:

• alt indstøbt: ankerbolte og ankerskinner, der er sat i betonen ved støbningen;
• befæstelser, der skydes eller skrues direkte i: gas- eller krudtdrevne søm, selvborende skruer og små betonskruer;
• lette plastdyvler til ikke-bærende formål.

Er du i tvivl om, hvorvidt en befæstelse på din opgave skal testes, så spørg den statiske ingeniør og ankerproducenten.

En stedprøvning kan ikke vise, hvordan et anker vil opføre sig i revnet beton. Prøvninger på stedet dokumenterer kun ydeevnen i urevnet beton. Hvor ankeret er dimensioneret til beton i træk, hvor der forventes revner, anvender den projekterende en tilstandsfaktor Ω på 0,7 ved prøvninger for at fastlægge en tilladelig bæreevne. Den hæver en forudgående prøvelast eller sænker en bæreevne beregnet ud fra brudprøvninger. Kontrolbelastninger anvender ikke Ω.

Forskydning er et særskilt spørgsmål. En forudgående prøvelast fastsættes alene for træk, så hvis ankeret også skal optage forskydning, bør du spørge den ansvarlige ingeniør, om prøvelasten skal hæves for at give margin til begge dele. Selve forskydningsprøvninger er sjældne: se forskydningsprøvning.

Den projekterende eller den ingeniør, der er ansvarlig for opgaven, beslutter, om der skal prøves, hvilken type prøvning, hvor mange og til hvilken last. Prøveren udfører prøvningerne og rapporterer, hvad der skete. En prøvningsrapport dokumenterer fakta. Den godkender ikke befæstelsen til brug, og prøveren bør ikke drage den konklusion, medmindre vedkommende er kvalificeret til det. Se hvad en stedprøvningsrapport skal indeholde.