Forskydningsprøvning af ankre på stedet

Ankre forskydningsprøves generelt kun på stedet, når der kræves en tilladt forskydningsbæreevne, og producenten ikke har en anbefalet forskydningslast for underlaget. Det er sjældent, da et ankers forskydningsbæreevne normalt begrænses af styrken i selve ankeret eller i konstruktionen. Det kan blive nødvendigt ved fastgørelse i murværk med lav styrke. Prøvningerne hører under afsnit 9.2 i BS 8539:2012+A1:2021.

Producenternes forskydningsværdier findes som regel for beton; for andre underlag mangler de ofte.

Nej. Kontrolprøvninger er normalt ikke nødvendige ved forskydning, da monteringskvaliteten påvirker ankerets trækegenskaber. NASC TG4:25 angiver, at når trækprøvninger har vist, at ankrene er monteret korrekt, kan man trygt gå ud fra, at de vil yde ved forskydning som angivet i producentens data. Se kontrolprøvning forklaret.

En forskydningsprøvning følger de samme prøvningsregimer som en trækprøvning, fx forprøvninger eller prøvninger til brud, med én forskel: forskydningen er ofte afgørende for resultatet, så lasten påføres normalt trinvist, og forskydningen måles ved hvert trin.

1. Fastgør udstyret. Fastgør reaktionsrammen, der bærer prøveapparatet, til underlaget med 2, 4 eller 6 bolte. Betonskruer kan være egnede.
2. Monter forskydningsbeslaget. Prøveankeret sidder i et forskydningsbeslag med bøsning, som omsætter prøveapparatets træk til en last langs overfladen.
3. Opstil et måleur. Monter det på et separat stativ, så prøvningen ikke kan forstyrre det, placeret så det registrerer ankerets bevægelse.
4. Belast trinvist. Lad last og forskydning stabilisere sig ved hvert trin, og registrér derefter begge.
5. Registrér resultatet. Notér den højeste last, forskydningen og brudformen, fx udbrud bag ankeret (pry-out).

Staht-forskydningstestriggen er et modulært tilbehør, der bruges sammen med en t25- eller t60-lastcelle. Rammen fastgøres med 4 ankre med en afstand, der passer til typiske britiske og europæiske stenmål. Det glidende hoved har en PTFE-pakning, der mindsker friktionen, et nøglehul til at holde øje med basismaterialet og en referencetap til måling af forskydning. Bøsninger fra 6 til 20 mm passer til ankre fra M6 til M20.

Riggen leveres som sæt med en 25 kN t25-lastcelle, med en t60-lastcelle eller uden lastcelle til ejere af en af de to testere. Se forskydningstestere.

Kun som en forudgående test og kun hvis producenten accepterer det, så spørg dem først. En kontrolbelastning kan ikke vise sikkerhedsmarginen tæt på en kant, og en brudtest risikerer at knække kanten af. Spørgsmålet bør sjældent opstå: Ankre skal specificeres inden for producentens kantafstande, så det opstår kun, når nogle er sat for tæt på. Ved en test hen over en kant støtter riggen mod selve kanten, fri af ankeret.

Hvor et anker bærer træk og forskydning samtidig, er det ikke nok at kontrollere hver for sig mod den anbefalede belastning. NASC TG4:25 viser én kontrol for stilladsankre:

Napp ÷ Nrec + Vapp ÷ Vrec ≤ 1.2

hvor Napp og Vapp er de aktuelle træk- og forskydningsbelastninger, og Nrec og Vrec de anbefalede træk- og forskydningsbelastninger. Spørg ankerproducenten, hvilken kontrol der gælder for deres anker.

Eksempel: Napp = 2.0 kN med Nrec = 3.5 kN giver 0.571. Vapp = 1.5 kN med Vrec = 3.0 kN giver 0.500. Summen er 1.071, hvilket er inden for 1.2.

Forskydning fra mere end én kilde, f.eks. vandret vindlast og lodret last, samles først til én resulterende forskydningsbelastning. De fleste ankre har meget lille modstand mod bøjning, så belastninger på tværs af ankeret skal virke som ren forskydning.

Nej. Testbelastningen er fastsat alene for træk. Når ankeret også bærer forskydning, kan den ansvarlige ingeniør hæve testbelastningen, så der er margin til begge. Se forudgående tests og vores testbelastningsberegner.