Forprøvning af stilladsforankringer og brug af flere ankre

Udfør forprøvning, når producentens data ikke kan dokumentere, at ankeret kan bære forankringslasten i den væg, du fastgør til. På stilladser drejer det sig mest om tegl, natursten og træ uden offentliggjorte værdier for materialet, samt alle tilfælde, hvor du ellers ville støtte dig til en betonværdi: murværk, gammel beton eller revnet beton (NASC TG4:25 §6.2 og §9.1).

Fem ankre belastet til en fastsat last viser, om der er en sikker margin, uden at noget går i stykker.

Hvis ingen af de 5 gled så meget som 1 mm ved prøvebelastningen, kan du bruge det anker i det underlagsmateriale ved den planlagte forankringslast. Alle opgaver kræver stadig kontrolprøvning af de monterede ankre. Se kontrolprøvning af stilladsforankringer.

Når et prøveanker ikke lever op til kravet, sendes resultaterne til en ingeniør, som vælger én af tre løsninger (TG4:25 §9.3 beskriver dem fuldt ud):

• Skift anker: gå dybere, vælg større diameter, eller skift til en anden type. Et nyt anker betyder en ny serie på 5 forprøvninger.
• Reducér lasten: vælg en stilladsopstilling med lavere forankringslast, f.eks. ved at udskifte presenning med net, fjerne inddækning eller tilføje flere forankringer; TG20- og TG30-eGuides kan modellere dette. Eller få stilladset projekteret om.
• Fordel lasten: behold ankeret, men brug flere af dem, beregnet som vist nedenfor.

Det nødvendige antal er det oprindelige antal × forankringslast ÷ tilladt forankringslast, rundet op; den tilladte forankringslast findes ved at belaste de 5 prøveankre til brud.

1. Belast hvert af de 5 prøveankre til brud, forsigtigt, og stop, når det er gledet 1 mm, så muren ikke beskadiges; den belastning regnes som brudlasten.
2. Tilladt forankringslast: den mindste af (gennemsnitlig brudlast ÷ 3) og (laveste brudlast ÷ 2).
3. For nylonankre bruges i stedet ÷ 5 og ÷ 3, medmindre producenten angiver, at krybning ikke er væsentlig for deres PA6- eller PA66-anker; i så fald gælder ÷ 3 og ÷ 2.
4. Nødvendige ankre: oprindeligt antal × forankringslast ÷ tilladt forankringslast, rundet op.

TG4:25's divisorer gælder kun for stilladsankre.

Et stilladsprojekt giver en forankringslast på 4.8 kN, så prøvebelastningen ved forprøvningen er 9.6 kN. Fire ankre holder, men ét glider 1 mm ved 9.1 kN. Ingeniøren vælger at bruge flere ankre. De 5 ankre belastes derefter til brud, med stop ved 1 mm glidning: 9.1, 11.4, 10.6, 12.0 og 10.2 kN.

• Gennemsnitlig brudlast: 53.3 ÷ 5 = 10.66 kN. Divideret med 3: 3.553 kN.
• Laveste brudlast: 9.1 kN. Divideret med 2: 4.55 kN.
• Tilladt forankringslast: den laveste værdi, 3.553 kN.
• Projektet havde 30 ankre: 30 × 4.8 ÷ 3.553 = 40.5, så der skal bruges 41 ankre.

En måde at tilføje ankre uden at tilføje forankringer på er at fastgøre hver forankring med to ankre, f.eks. en plade holdt af to skruer.

To ankre på én forankring skal placeres med den afstand, producenten anbefaler. TG4:25's detalje med svejset plade bruger to sekskantskruer 150 mm fra hinanden lodret i 75 mm murstensskifter, hvilket giver ét frit murstensskifte imellem dem. Uden producentens anvisninger udelukker TG4:25 §8.4 to ankre i samme mursten og så vidt muligt i nabomursten. Se typer af stilladsankre.

En forprøvning efter BS 8539:2012+A1:2021 bruger andre faktorer. Prøvebelastningen er NEk × νtest ÷ (αdist × Ω), hvor νtest for korttidsbelastning som stilladsforankring er 2 i beton, 3 i murværk og 3.5 for nylon. Efter et svigt afhænger divisorerne også af underlagsmaterialet: 3 og 2 i beton, 4 og 3 i murværk, 5 og 3.5 for nylon, igen med α_dist og Ω. Efter BS 8539 bør løsningen med "flere ankre" kun overvejes, når svigtet skete tæt på prøvebelastningen, f.eks. over 0.8 × prøvebelastningen.

Følg TG4:25 for stilladsforankringer, medmindre opgavebeskrivelsen henviser til BS 8539. Det afgøres af stilladsprojektøren eller den ansvarlige ingeniør. Se forprøvninger og vores beregner til prøvebelastning.